Jeg undrer mig jævnligt over de rådyr, der færdes heromkring så hjemmevant
og naturligt, de kikker op når de fornemmer os i nærheden. De står og kikker
og som regel bliver de stående.

Tiden går næsten i stå, og jeg kan stille mig op og kikke efter dem i noget, der
virker som evigheder når jeg møder rådyrene på min vej. Begge de to sorte
er efterhånden vant til at de ikke skal jages, bare kikkes på og de lægger sig
gerne på jorden og kikker med.
Det er sjovt når vinden er imod os, fordi så kommer færden hen til hundene
inden de har set rådyrene, og man kan tydeligt se at de får færden af noget
og begynder at snuse op i luften i stedet for at snuse i jorden. smiley