Der var en der var to der var tre…….

Der stod allerede en traktor da vi købte gården, og snart fandt vi ud af at med de nye vintre som Kong Vinter er så gavmild med efterhånden, havde vi brug for en der både kunne bruges til at grave om sommeren, og skovle sne om vinteren.

Denne vinter kom skovlen på traktor nr. to til kort, og knækkede i snemasserne, vi var så sneet inde omkring jul og måtte aflyse den traditionelle 2.juledags julefrokost her i huset fordi man ikke kunne køre helt herned. Ravnene reddede dog dagen, ved at lægge hus og middag til.

En god ven i nærheden kom forbi og sørgede for at vi kunne køre herfra til nytår, og i den forbindelse fik Jørgen et godt tilbud om at købe en god traktor. Her i huset er der ikke så langt fra tanke til handling – så inden året gik på hæld havde vi traktor nr. 3.